Skuespillerinde. Lydbogsindlæser. Forfatter.
Man kan kalde Ellen Hillingsø mange ting, men fællesnævneren er, at hun er en stolt stræber.
Det fortæller hun i podcasten 'Mit yngre jeg', hvor hun sætter ord på, hvordan hun som freelancer har kniven for struben, hver gang hun kaster sig ud i noget nyt. Og hun har lært, at hun bliver nødt til at stå i stiv kuling for at bevæge sig rundt og udvikle sig i underholdningsbranchen.
- Man skal derhen. Hvis man ikke er derhenne, har man ikke været grundig nok, vil jeg påstå i mit fag. Det skal koste. Man skal være i tvivl. Tingene skal kastes op i luften, lande, laves om, genopbygges. Sådan er en kunstnerisk skæbne. Man skal derud, siger hun, inden hun fortsætter:
- Man skal derud, hvor man tvivler. Hvor man tænker: 'Det bliver en skandale'. Hvor man tænker: 'Jeg kan aldrig gå ned til købmanden'. Det er slut. Jeg bevæger mig aldrig ud for en dør. Man skal igennem det, siger hun og fortæller, at det er et mindset, der har fulgt hende siden gymnasiet.
No pain, no gain
Uanset hvor klichéfyldt, som Ellen Hillingsø erkender, det kan lyde, mener hun, at hun ikke kan vokse i faget, før hun har følt sig presset. Nærmere bestemt bruger hun udtrykket 'No pain, no gain'.
- Alt skal prøves af. Alt skal afsøges, når man skal nå frem til noget, som man kan dele med et publikum. Man skal simpelthen derud, hvor det gør naller, og hvor man er i tvivl. Det er også et tegn på, at alt er afsøgt, siger hun og uddyber:
- Jeg skal udsætte mig selv, hver gang jeg går på scenen, eller hver gang jeg sætter mig foran en mikrofon, eller hver gang jeg sætter mig foran kameraet. Jeg skal give noget af mig selv. Jeg skal vove noget. Jeg skal satse noget. Jeg skal spille ind i noget.
Artiklen fortsætter under billedet ...
21 millioner kroner
Der skete for nyligt store ting i Ellen Hillingsøs liv, efter hun kunne sælge sit rækkehus, som hun ejer med ægtemanden Christoffer Carstenskiold, i Charlottenlund til 17,7 millioner kroner.
Hillingsø har boet i hjemmet i 18 år.
Efterfølgende smed parret 21 millioner for en lejlighed på Østerbro i København.
Ellen Hillingsø og Christoffer Castenskiold har været gift siden 2000 og har sammen børnene Anna og Thomas.







































































