I november gør Mikkel Kessler comeback i bokseringen efter 13 år.
Det sker i Brøndby Hallen, hvor han bokser mod amerikanske Bernard Joseph.
Hvis man ikke skal se kampen live i Brøndby Hallen, bliver kampen også vist som pay-per-view på Viaplay.
Men her skal man altså frem med pengepungen, hvis man vil se braget.
I en mail til Ekstra Bladet oplyser Viaplay, at det koster 599 kroner at se kampen.
Kommer i 500 procents form
Den 47-årige danske bokser skal helt præcist i ringen 28. november.
Han boksede sin seneste kamp i 2013, men forsikrer, at han er klar til at levere på højt niveau igen.
- Jeg kommer i 500 procents form. Jeg kan ikke sige, at jeg kommer til at være i den bedste form nogensinde. Det bliver svært, for som 27-årig kunne jeg nok komme i bedre form, end jeg kan i dag.
- Men jeg kommer til at være i den bedste form, jeg kan få via mad og træning. Bokseteknisk er jeg med, det ved jeg. Så de kommer til at se en meget, meget skarp Mikkel, lød det fra ham, da Ekstra Bladet interviewede ham i forbindelse med annonceringen af comebacket.







































































