Et særdeles akavet og pinligt øjeblik med dobbelt op på ydmygelse.
Det var, hvad tidligere The Voice-vært og kendis-dj Philip Lundsgaard, 61, oplevede i 2022, da han lige havde friet til sin daværende 10 år yngre kæreste.
Den nuværende restauratør havde nemlig hyret sin ven, kærestens yndlingsartist Erann DD, til at komme gående i vandkanten op ad kysten og med dennes varme flødestemme synge en romantisk serenade for flammen efter hendes ja.
Der var bare ét problem: Hun sagde nej.
Hul indeni
Det skriver Philip Lundsgaard i sin nye bog 'Når kærlighed bliver til kontrol', der handler om, hvordan en glødende forelskelse og ti lykkelige måneder endte op i et fem år langt og usundt forhold, der - ifølge Lundsgaard - var præget af kontrol, manipulation og gaslighting.
'Erann siger farvel og går, og jeg står tilbage. Forvirret. Tvivlende. Hul indeni. For hun vil mig jo ikke. Ikke rigtigt, skriver Lundsgaard i bogen på bagkant af afvisningen og den lille mini-optræden.
Direkte til Paris
Inden det kom så vidt, havde Philip Lundsgaard ellers planlagt og linet det hele op:
Købt en dyr ring. Arrangeret transport i eksklusiv kæmpeyacht fra Rungsted Havn til strandkanten ved et nærliggende luksus-strandhus i Vedbæk, der var ejet af en ven.
Kammeraten havde efter aftale sørget for alskens lækkerier inde i huset - alt var klar.
Ja, der var endda efterfølgende planlagt fire romantiske dage i Paris med Coldplay-koncert for at fejre forlovelsen.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Turen blev gennemført, men kommende bryllup skulle der ikke være.
'Min skat ... jeg elsker dig. Du er min drømmekvinde. Jeg vil dele resten af mit liv med dig. Være din mand. Gøre dig lykkelig. Vil du gifte dig med mig?', skriver Philip Lundsgaard om sit frieri.
I baggrunden uden for kærestens synsfelt stod pop-gavflaben Erann DD klar.
Skræk og rædsel
Lundsgaard skriver videre:
'Et kort sekund tror jeg, hun vil græde af glæde. Men det, jeg ser i hendes øjne, er ikke begejstring. Det er panik. Skræk og rædsel', lyder det i bogen, hvor også kærestens angivelige replik refereres:
'Philip, nu går det jo lige så godt, og du ved ... (...) Jeg synes ikke, det er en god idé', lød kærestens svar, ifølge Lundsgaard.
Det var her, at Erann DD-kortet skulle smides - og det blev det.
Philip Lundsgaard fik nemlig overtalt kæresten til at tage forlovelsesringen på, selvom det forblev et nej, for hun syntes, den var smuk, og måske ville hun jo fortryde en dag, mente han.
Ingen svarede
Og frem kom Erann DD så med sit lange, mørke hår og stemmebåndet toptunet:
'Jeg vinker diskret, og han kommer gående sammen med sin guitarist. Musikken begynder, og Sofies (opdigtet navn, red.) yndlingssang fylder luften. Hun bliver overrasket, smiler og bliver også rørt'.
'Da Erann er færdig, siger han: 'Nå, Philip, jeg går ud fra, hun sagde ja?'. Ingen af os svarer. Vi ler bare meget afdæmpet. Akavet', lyder det i bogen fra Lundsgaard om ham og kæresten.
Til Ekstra Bladet uddyber Lundsgaard dog, at han faktisk stak Erann DD en lille hvid løgn, da han endelig brød tavsheden:
- Hun (kæresten, red.) vidste ikke, hvad hun skulle sige, og jeg var bare sådan: 'Jaeeeh, øøøh, joooo - ja, det gjorde hun (sagde ja, red.), lyder det.
Virkeligheden var dog altså en helt anden.
Hvis du vil læse mere om 'Når kærlighed bliver kontrol' samt ekskærestens reaktion på dens udgivelse, så læs med herunder:
Kendt dj og restauratør i ny bog: Udsat for manipulation og psykisk vold
















































































































