Hvis dine penge bare står på en konto og bliver udhulet af inflationen, så åbner de stigende renter nye døre for dig.
For den gennemsnitlige voksne dansker kan det betyde 6700 kroner ekstra om året i forhold til, hvis du flytter pengene over på markedets mest lukrative rentekonto.
Nationalbanken og Den Europæiske Centralbank, ECB, har hævet renterne to gange i år - i juni og igen i september - og det kan nu tydeligt ses på markedet for opsparing.
- Der er rigtig mange banker lige nu, som sætter renterne op på opsparingsindlånene, siger Jens Hjarsbech, cheføkonom hos sammenligningstjenesten Mybanker.
Siden januar er renterne blevet sat op på en lang række produkter. Men bankerne følger langt fra hinanden, og der er alligevel stor forskel selv på de mest attraktive produkter.






































































